GØR VORES GÅRDLAUG TIL ET GODT FRISTED FOR FÆLLESSKABER

Velkommen!

”Gårdlaugene Frederiksberg”
Med deltagelse af repræsentanter fra et antal gårdlaug – centreret om Svømmehalskvarteret – blev foreningen ”Gårdlaugene Frederiksberg” etableret den 15. maj 2024 og en bestyrelse valgt.

Baggrund: I mere end 30 år har over 30 gårdlaug nydt godt af den byfornyelse som Frederiksberg Kommune var dygtig til at håndtere, bl.a. ved at hente statstilskud hjem til formålet. Gårde blev ryddet for hegn og skure. I stedet blev frirummet beplantet og indrettet, så gårdene ikke blot tiltrak de stedlige beboere (børn, unge og ældre), men også sådan at mange besøgende fra ind- og udland kom forbi for med egne øjne at se, hvorledes man midt i Nordeuropas tætteste beboelsesområde kunne skabe rammer om lokale grønne frirum for fællesskaber. Også bygningskulturen blev der taget vare på – facaderne vidner om stor mangfoldighed ved den omfattende byfornyelse.

Af den nye forenings vedtægter fremgår, at formålet med foreningen er ”at skabe og videreudvikle et netværk af kreative og bæredygtige gårdlaug i Frederiksberg Kommune. Det skal ske ved udveksling af erfaringer inden for fælles interesser, visioner og udfordringer, internt og eksternt” ud fra FN’s ”Tænk globalt, handl lokalt!”.

Aktiviteter: Foreningen og dens medlemmer vil ”deltage i udviklingsarbejde i og uden for kommunen inden for bl.a. områderne biodiversitet, affald, regnvandshåndtering”.

Fra kommunens aktive indsats ved etableringen af gårdlaugene har beboerne i deres ejer-, lejer- og andelsboliger i gårdlaugene i hele perioden sat deres præg på indretningen af livet i gårdene. Det er foreningsbestyrelsens hensigt, at den fra sin start vil forsøge at almengøre erfaringerne fra aktiviteterne i gårdene og gøre dem tilgængelige for ikke blot gårdlaugene på Frederiksberg, men også gerne uden for Frederiksberg.

Som ”Gårdlaugene Frederiksberg” har ”det grønne” indlejret i sit DNA, således har kommunen også ambitioner om at fremme en omstilling til bæredygtighed. Derfor vil foreningen søge at fremme samarbejdet med kommunen på områder, hvor det vil være relevant.

Kontakt til ”Gårdlaugene Frederiksberg”: www.gårdlaugfrb.dk eller ved henvendelse til formanden Niels Johan Juhl-Nielsen, 30952926.

Niels Johan Juhl-Nielsen